Forside Træning Hvordan vinder man cykelløb? Læs om træning til cykelløb mv. her

Hvordan vinder man cykelløb? Læs om træning til cykelløb mv. her

af Alexander Dohn Bojsen

Hvordan vinder man cykelløb? Hvad skal der til af træning til cykelløb? Læs med i denne artikel, som omhandler, hvordan du forbedrer dine chancer for at vinde cykelløb – uanset om du er motionist eller træner dagligt og kører licenscykelløb.

Vil du gerne vinde cykelløb? At vinde cykelløbene du deltager kræver flere ting. Læs med her for at få nogle gode tips og tricks til, hvordan du kommer til at vinde over dine konkurrenter og kan løfte hænderne over hovedet på målstregen.

Effektiv struktureret træning

Ved at effektivere og strukturere din træning mest muligt bliver du stærkere og stærkere og på den måde kan du køre fra dine konkurrenter og øge din sandsynlighed for at finde cykelløb.

Kør intervaller

Først er fremmest er det et ‘must’ at køre intervaller. Det er en udbredt misforståelse, at man kan komme i form ved at køre i et fast roligt tempo og hyggesnakke med de andre, man kører med.

Hvis du vil vinde, skal du køre intervaller. Intervaller der gør ondt, hvor du får pulsen op og mærker, at du lever!

Hvilke intervaller skal jeg træne på cyklen, tænker du måske nok. Svaret er, at det afhænger af, hvad du gerne vil blive bedre til. Helt konkret bliver du som udgangspunkt, hvad du træner. Hvis du træner rigtig meget spurter, bliver du højst sandsynligt også bedre og bedre til spurter. Dog inden for genetikkens grænser, det vil sige på et tidspunkt vil kroppen næsten ikke kunne blive bedre til dette, da det også afhænger af dine muskelfibre og lignende.

Hvis du er på helt bar bund med, hvilke intervaller, du skal køre, når du er ude og træne, kan du få lidt inspiration i vores tidligere indlæg Cykel træningsprogram: Kør intervaller som profferne.

Det kan også være en god idé at få et træningsprogram, som tager højde for de rette intervaller. Du kan finde træningsprogrammer specifikt rettet til cykelryttere under vores side med træningsprogrammer.

Træning med pulsmåler og wattmåler

En wattmåler er et af de bedste træningsredskaber, som du kan få.

Wattmåleren viser dig, hvor meget du træder her og nu. Med wattmåleren kan du både træne i den korrekte zone. Pulsen kan nemlig svinge ud fra mange faktorer som fx vejret, friskhed osv. Derudover kan du løbende følge med i, om du forbedrer dig og samtidig også følge med i, hvor god form du er i.

Et andet træningsredskab er pulsmåleren. Du kan efterhånden købe pulsmålere til under 300 kr., så de er efterhånden ret billige, men også givet rigtig godt ud. Ønsker du ikke at købe en wattmåler, så skal du som minimum have en puls måler. Mål din makspuls og kør intervaller efter det. På den måde kan du sikre dig, at du træner i de rigtige zoner, og du giver den så meget, som det er meningen.

Husk hviledage/periodisering

Hvad betyder struktureret træning?

Det betyder blandt andet, at du holder nogle hviledage. At du sørger for at kroppen få lidt hvile, hvis den har haft nogle hårde dage. Det er når du holder hvile, at kroppen restituerer og bliver endnu stærkere, end den var før. Så husk hviledagene! Ellers nedbryder du blot kroppen og risikerer at komme i overtræning, hvilket har modsatte effekt eller få skader.

Et godt træningsprogram, som booster din form, indeholder en såkaldt ‘periodisering’. Det betyder, at du i visse perioder træner hårdere end andre perioder.

Det rigtige udstyr

Hvis du vil vinde cykelløb, er det vigtigt med det rigtige udstyr.

Gør dig hurtigere end konkurrenterne

Hvis du har bedre udstyr end konkurrenterne i form af mere aerodynamisk udstyr, lettere udstyr og udstyr med mindre rullemodstand, så vil du også skulle træde mindre watt (altså spare flere kræfter) end dine konkurrenter. Dette er en kæmpe fordel.

Selvfølgelig kan du ikke købe dig til en sejr i et cykelløb ved at købe dig fattig i cykeludstyr, men ved cykelløb er det ofte marginalerne, der afgør, om du bliver nummer et eller to, og derfor er cykeludstyr bare utrolig vigtigt.

Motiverer til træning

Udover at have en gavnlig effekt i form at watt-besparelser til cykelløbet, så motiverer fedt udstyr dig også til at træne.

Du kender det sikkert: du har lige fået ny cykel, og du har mest af alt bare lyst til at køre på den hele tiden. Det er fordi, du er topmotiveret, nu da du har fået ny cykel. Hvis du bliver motiveret til at træne mere, bliver du også stærkere, og du øger dermed din chance for at vinde cykelløb.

Den taktiske sans

Cykelløb handler ikke bare om at være bomstærk og kunne træde mange watt samt have godt udstyr – det handler også om at have en taktisk sans. Du kan være i nok så god form, men hvis du kører med hovedet under armen, vinder du ikke cykelløbet alligevel.

Angrib på de rigtige tidspunkter

Mange – især nybegyndere – begår den fejl, at de forsøger at køre med på alle angreb. Det vil sige, når andre angriber fra feltet, så angriber de også.

Men hvordan kører man taktisk klogt til et cykelløb? Du skal forestille dig at dine kræfter er ligesom en tændstiksæske med tændstikker. For hver gange du antænder en tændstik, er der også en tændstik mindre tilbage i æsken. For hver gang du angriber bruger du nogle kræfter, og hvis du bliver ved med at angribe vil du til sidst opleve, at du ikke kan angribe længere og må tage en ‘pause’ – eller måske i værste fald bliver sat og ryger af feltet.

Du skal derfor bruge dine tændstikker varsomt, så du ikke ligepludselig ikke har flere tilbage i tændstiksæsken. Hvordan gør man så det? En metode er for eksempel at kigge på startlisten til cykelløbene, og hvis du ved, at nogle er stærkere end andre, så kør med når de stærkere angriber. Så er der større sandsynlighed for at I kommer af sted sammen og holder hjem til målstregen foran de andre.

En anden måde er at ‘fange momentet’. Man oplever tit at feltet går lidt i stå. Det er især, hvis det har været hårdt på et tidspunkt for eksempel fordi nogle har angrebet, og man så henter dem igen. Lige idet udbruddet bliver hentet tilbage i feltet, vil de forreste i feltet højst sandsynlig lette på trådet og være lidt småtrætte, og så vil der opstå et moment, hvor du med fordel kan angribe.

Dagsformen

Sidst, men ikke mindst skal du også ramme dagsformen. Alle kender de dage, hvor man bare ikke føler, man havde benene. Gode ben på dagen er også rigtig vigtig. Dagsformen afhænger af restitution, held, søvn, mad og andet. Derfor skal du også ramme dagsformen på dagen for cykelløbet.

Hvordan træner jeg til at kunne vinde cykelløb?

Hvis du kunne tænke dig at vinde cykelløb, er et også vigtigt at træne til at kunne vinde cykelløbene. Det gør du bedst med et ordentligt træningsprogram.

Du kan finde gode træningsprogrammer her.

Læs også

Skriv en kommentar