Hjem » UCI-løbene Himmerland Rundt, GP Viborg og Rent Liv Skive Løbet

UCI-løbene Himmerland Rundt, GP Viborg og Rent Liv Skive Løbet

af Alexander Dohn Bojsen

De tre UCI-løb er overstået, og det har været en helt vild oplevelse.

Jeg har faktisk lige måtte trække stikket et par dage og bare få slappet lidt af, fordi UCI-løbene var så hektiske og stressende. Og efter en tur med UCI-løb i Jylland fra torsdag-fredag, havde jeg bare brug for at lave ingenting om mandagen, og derfor kommer der først en opdatering nu.

Jeg var så heldig at kunne køre alle tre løb, hvilket jeg er utrolig taknemmelig for. Det var nogle virkelig fede løb, hvor jeg lærte utrolig meget for hvert løb. Og jo flere løb jeg kører af dem her, jo bedre bliver jeg. Det er jeg sikker på.

Stressen ved at sidde i et felt med 200 mand

De tre løb kan opsummeres ganske kort: UTROLIG stressende. Alle i feltet tænker hele tiden: jeg skal frem, jeg skal frem, jeg skal frem!

Det gør, at det bliver skubbet, maset, råbt, rystet på hovedet og også, at der sker en hel del styrt.

Ja, jeg tror faktisk, at vi havde styrt allerede under master-starten alle tre dage. Altså, styrt allerede inden løbet blev givet frit. What? Ja, helt crazy.

Det er simpelthen en så vild positionskamp, at man tror det er løgn.

Det betyder også, at man hele tiden selv skal koncentrere sig. Jeg kører hele tiden med hænderne på bremserne, så jeg hele tiden er klar til at bremse en smule. Men lige så snart, at der opstår et lille bitte hul, prøver jeg at snige mig frem. Men hvis hullet lukker igen, inden jeg får sneget mig forbi, skal jeg bremse lidt for ikke at køre direkte op i de andre. Og sådan kører man hele tiden i feltet. Og sådan kører alle andre også. Stop & go. Og derfor bliver det hurtigt et meget uroligt og stressende felt.

En ting er, at man bliver træt i benene, men en anden ting er, at man faktisk også bliver utrolig træt i hovedet. Man har mest af at lyst til at ligge sig bagerst, fordi der ikke er noget positionskamp der. Men lige pludselig kommer der huller i sideviden, og så knækker den. Og der skal man altså ikke sidde bagerst!

Grus i maskineriet – træt af grus

Både fredag og lørdag stod den på grus. Og jeg må indrømme, at med GP Herning og nu også grus i de to første UCI-løb, er jeg rigtig træt af grus.

Det er egentlig fedt nok at køre på, og jeg føler, at min teknik er god nok på grusstykkerne. Jeg har holdt mig på cyklen på alle de grusstykker, som jeg har kørt indtil videre.

Men det er bare en ekstra stressfaktor, og så har jeg punkteret utrolig mange gange, så det har faktisk også været en ret stor udgift for mig med alle de her grusstier. For dækkene flækker, når man kører over grusstykkerne og får store revner, hvor slangen stikker ud.

Nu er jeg så bare glad for ikke at skulle køre mere grus lige foreløbig.

Lørdag og søndag: DNF

For hver dag jeg kørte, følte jeg, at jeg lærte mere og mere.

Fredag havde jeg en uheldig punktering på et dårlig tidspunkt, hvilket gjorde, at jeg aldrig kom op til feltet igen. Det var møgærgerligt. Jeppe og Anton fra teamet gjorde det heldigvis rigtig fint og kom med i den nærmeste forfølgergruppe til den forreste gruppe.

Lørdag er der ingen undskyldninger: vi sad bare 5-10 placeringer for langt tilbage. Det var utrolig uheldigt. Den knækkede faktisk næsten foran en af mine teammates, som kun lå 3-4 placeringer foran mig, og han kom til at køre ud i marken (han er heldigvis OK) – og så var der ligepludselig et hul, som var svært at lukke. For når man kører sidevind ligger man bare én og én og kører med syre op til ørerne og kan ikke bare lige lukket er 2-3-meters hul op til næste rytter.

Det var møgærgerligt, men igen lærte vi lektien på den hårde måde. Hvis man ikke ligger deroppe, når der er sidevind, bliver man straffet.

At vi pludselig blev dirigeret ud i noget forkert retning ude på ruten osv., gjorde bare løbet endnu mere frustrerende. Så skulle vi stoppe, og så blev der taget tid, og så startede vi igen med samme tidsinterval til frontgruppen som inden, at der blev kørt forkert. Meget underligt. Da vi startede igen var det dog med et stort felt på næsten 100 mand, fordi alle dem, der ellers var blevet kampsat var kommet op igen, hvilket gjorde, at ingen gad samarbejde i feltet. Kun ca. 40 mand fik derfor lov at gennemføre den dag. Kommer man over 10 minutter efter feltet, bliver man nemlig pillet ud. Det gjorde jeg derfor både fredag og lørdag.

Søndag: morgenudbrud, hentet igen, med blandt 22 mand da den splitter i sidenvind, hentet igen og #færdig

Søndag var jeg klar til revanche. Det startede faktisk ikke så godt. Vi når kun at køre ca. 500 meter ned ad en gade under masterstarten, da en nordmand kører ind i mig. Mit baghjul og rammen får et ordentligt slag, men jeg formår at holde mig på cyklen, selvom nordmanden styrter.

Da vi holder efter masterstarten, inden løbet bliver givet frit, skal jeg derfor have nyt baghjul, og da dækket på mit forhjul også var flækket, kørte jeg lige pludselig på træningshjul både foran og bag på.

Nå, men afsted kom vi. Og efter noget tid lykkedes det mig at gå med i nogle ryk, og jeg kommer faktisk i udbrud i en 8-mandsgruppe. Det er virkelig fedt at ramme et sådan udbrud. Der er rigtig mange, der gerne vil ramme sådan et udbrud. Både fordi det er et stort UCI-løb med kamera, så man får ekstra opmærksomhed, men også for at komme på forkant med cykelløbet.

Desværre er der et af de andre hold, der ikke har fået en mand i udbrud, så de kører udbruddet ind igen efter ca. en times tid derude.

Jeg når ikke at ligge mere end 10-15 minutter i feltet, før jeg kan mærke den sædvanlige ekstra nervøsitet i feltet, og vi drejer ud i sidevinden.

Jeg når lige at få røven med mig, og kører mig heldigvis frem i en slags spurt, så jeg kommer med rundt i rulleskiftet. Og lige pludselig ligger jeg i en 22-mandsgruppe med de helt store drenge fra Riwal, Coloquick-Cult, Uno-X osv. Jeg kan faktisk ikke se nogle andre DCU-ryttere end mig selv, så det er virkelig fedt.

Jeg kører næsten hele tiden med rundt for at undgå, at der pludselig kommer sidevind, og jeg bliver skivet. Jeg tør ikke andet.

Desværre når gruppen aldrig op på mere end et minuts tid, før vi bliver hentet igen, da der er nogle hold, der sætter sig frem bag ved. Vi bliver derfor en større gruppe på 40-45 ryttere i front.

Herefter bliver der bare angrebet konstant i højre og venstre de sidste ca. 40 km. Jeg har lige set TV-udsendelsen, og det ser utrolig let ud ‘bare’ at ligge i feltet (den gruppe på 40-45 mand). Men faktum er, at de angreb, der var hele tiden, var mega hårde, og man hele tiden skulle rykke med. Utrolig hårdt. Og sådan fortsætter det faktisk hele sidste del af cykelløbet.

Vi kommer ind til omgangene, og jeg begynder at lide på omgangene og har rigeligt at gøre med at sidde med. Alle de kræfter, jeg brugte de første 50 km på morgenudbruddet med de 7 andre, kan jeg nu mærke, gør det hårdt.

Uanset hvad, kæmper jeg mig igennem omgangene og kommer ind på en 34. plads, hvilket jeg synes er godkendt med min så offensive kørsel, når vi nu er et helt nyt DCU-hold, og der er ingen af os på holdet, der har kørt UCI-løb før.

Under alle omstændigheder er jeg rigtig glad for, at jeg formår at komme i morgenudbruddet. Det når ikke at blive vist i TV’et, da den udsendelse først starter, da vi har kørt ca. 110 km. Men de første 50-60 km. ligger jeg faktisk i udbrud og kæmper virkelig hårdt for det der, hvilket var mega fedt.

At jeg så alligevel formår at kæmpe mig med i front blandt de 22 ryttere, da vi bliver hentet, og den efterfølgende splitter i sideviden, synes jeg bare er endnu flottere.

Til næste år håber jeg dog, at jeg har benene til både at sidde med, hvis den splitter, men også til at køre med i finalen og få nogle UCI-point. Det er målet for næste år.

Jeg er rigtig glad for at have kørt alle 3 UCI-løb, så jeg nu er den erfaring rigere, og jeg håber, at jeg kommer til at køre Fyn Rundt til juni.

Tak til vores sponsorer:

Integra Advokater
CPH Osteopati
VUF
Gaia Sport
Amager Cykel Service
ConWx
A. P. Køleservice
Invictus Sport
Xtreme
Frimann Biler
AOC
Touch Grafisk

Læs også

Leave a Comment